Hvad siger andre

Jeg modtager mange mails fra mine kursister, tilhørere og læsere. Jeg bliver glad for hver eneste henvendelse. Jeg er både glad og taknemmelig for, at jeg kan dele min viden og erfaringer med alle jer, der genkender jer selv i det sensitive karaktertræk.
Tak for alle jeres mails – her vil jeg dele et lille udvalg af de mange mails med dig:

Kære Susanne.
Så har jeg slugt de fleste af dine bøger på to dage, og blev næstenglemt af bibliotekaren, da biblioteket var ved at lukke – jeg havde slet ingen sans for tid og sted, når jeg er så langt inde i en fordybelsesproces.
Jeg er en sød, smuk og dejlig pige på 21 år, og fandt selv ud af forleden, at jeg er særligt sensitiv. Jeg kan ikke sige det nok, men det er seriøst det bedste, der er sket for mig i lang tid, det er så umådeligt befriende og lettende, at jeg jo bare er særligt sensitiv. Og at andre folk nødvendigvis ikke kan forstå mig, og det er okay. Og der er ingen grund til at bebrejde mig selv for, at jeg ikke kan koncentrere mig konstant, og høre efter hvad folk siger altid – det er jo en del af min natur.
Susanne – som du ved som særligt sensitiv, er det bare så rart at føle sig forstået. Og selvom jeg ikke kender dig, føler jeg jo jeg kender dig ud og ind. Jeg ved, at du helt sikkert synes, det er spændende at høre min historie også, fordi du jo har et ligeså rigt indre liv, og interesserer dig ligeså meget om andre mennesker, som jeg gør.
Mvh. Frederikke
(uddrag).

Kære Susanne Møberg
Du må få mange begejstrede mails fra taknemmelige, lettede og glade mennesker, hvor brikkerne pludselig er faldet på plads. Her får du endnu en!
Jeg er nødt til at skrive TAK! tak for dine fantastiske bøger, som jeg pt. læser på ingen tid. TAK! for dit kendskab til HSP og til din mission. Hvor er det fantastisk at læse om karaktertrækket og endelig føle, at man har fundet “the missing link”.
Jeg tog først testen og fandt mig selv grædende af lettelse og glæde over at genkende mig selv.
Så kastede jeg mig over dine bøger, og jeg kan slet ikke slippe dem. Det hele giver så stor mening, og jeg er pludselig overbevist om, at fremtiden vil være lys og god. Jeg er også overbevist om, at jeg fra nu af og altid vil have dine bøger inden for rækkevidde, og et par af dem vil blive læst, hver gang jeg føler mig ude af kurs.
Endnu en gang tak! du skal vide, at jeg har sagt Tak for Susanne Møberg i min aftenbøn, siden jeg læste den første side i den første bog. Vi ses helt sikkert, til et af dine foredrag.
De bedste hilsner fra
Ønsker at være anonym

Kære Susanne Møberg
Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg er utrolig glad for dine bøger, du har skrevet om særlig sensitive mennesker.
Det er din jordnære tilgang til personlighedstrækket, jeg er vild med, og så at du også beskriver den nyhedssøgende særlig sensitive…. I mange år kunne jeg ikke identificere mig med at være særlig sensitiv, idet mange af bøgerne beskriver den mere indadvendte, generte og stille type……
Derudover beskriver du også fint, hvad vi helt konkret skal gøre for at få det bedre med os selv, så det skulle ikke efterlade nogen tvivl til læseren.

Tusind tak fordi du deler af din viden.
Kærlig hilsen
Henriette Bych Cardenau

Kære Susanne
Tusind tak, for at have skrevet din bog Er du også særlig sensitiv? Den har virkelig hjulpet mig en hel del. Jeg har tit brug for en time-out, som min psykolog kalder det – det udtryk bruger jeg meget.
Nå men – din bog har virkelig gjort mig mere klog på, hvad det betyder at være et særligt sensitivt menneske. Jeg har altid gået og sagt til min mor, når vi har været til fødselsdage eller andre sådan store familie-sammenkomster, at jeg var rigtig træt. Og det svar jeg altid har fået tilbage, var: “Jamen du er jo født træt.” Mu har hun så fundet ud af, at der altså er en grund til, at jeg er så træt hele tiden.

Jeg er virkelig glad for, at din bog kunne give mig brugbare værktøjer. Jeg er virkelig glad for, at min psykolog foreslog den – ellers havde min mor stadig gået rundt og sagt, at jeg var født træt….
Men jeg takker dig igen og igen – du er en fantastisk forfatter!
Og jeg er endda kun 16 år gammel, og jeg er virkelig glad for, at jeg har læst din bog i den alder, som jeg har nu, da jeg ellers aldrig ville have tænkt over, om jeg var et særligt sensitivt menneske. Jeg har altid gået og tænkt på, at jeg bare er en meget følsom pige – men jeg er en særligt sensitiv pige. Jeg har nogle behov, som min familie, lærere og venner må acceptere. Det er dog ikke sikkert, at de forstår dem. Men de må acceptere dem. Og jeg skal lære at acceptere mig selv, som jeg er. For jeg er særligt sensitiv, og det skal jeg leve med, så det må jeg lære at forstå og acceptere – det kommer ikke til at ske over natten, men jeg vil prøve at få det til at ske hurtigst muligt – men tusind tak!!! Du er fantastisk 🙂
M.vh. Louise T

Kære Susanne
Allerførst vil jeg takke dig for bogen Er du også særligt sensitiv? Og det kan jeg ikke gøre nok!
Jeg blev med det samme stærkt optaget af bogen, fordi der var så meget i den, jeg kunne nikke genkendende til.
I testen kunne jeg svare ja til ikke mindre end 16-17 af spørgsmålene. Det var virkelig overvældende. Jeg bliver nemlig meget nemt forskrækket, er ekstremt følsom over for høje lyde, bliver stresset af koffein, og hvis jeg skal lave flere ting på én gang.
Jeg læste bogen ud-i-én–køre og sad efterfølgende og overvejede, hvordan jeg skulle få fortalt min kone om hvor stort et indtryk, bogen havde gjort på mig.
Pludselig begyndte jeg at græde, men fik mig da endelig forklaret på en måde, så min kone også blev klar over, at hun hurtigst muligt måtte læse bogen. Det har hun gjort, og din gode bog har helt bestemt også været en øjenåbner for Annalise.
I årevis har jeg kæmpet en rigtig hård kamp for at finde ud af, hvorfor jeg er så påvirkelig over for mangt og meget. I vores bogreol står der derfor en del bøger af filosofisk, psykologisk og spirituel karakter, ligesom også bøger om coaching indgår i samlingen.
Om mig selv kan jeg fortælle, at jeg er 73 år gammel, så det er således sent i mit liv, at jeg får indblik i, at jeg helt bestemt er et særligt sensitivt menneske. At jeg er det har givetvis været bestemmende for, at jeg midt i tyverne besluttede mig for at forlade min stilling ved skattevæsenet for så at begynde at læse til lærer, hvilket jeg så blev fire år senere.
Det har meget ofte været en belastning at have det sådan, som jeg har det. Man har faktisk været en form for UNDTAGELSE. Men det har – som det også fremgår af din bog – ikke KUN været en belastning. Ind imellem er jeg nemlig også glad for at være, som jeg er – har et rigt indre liv, synes jeg, kan meget hurtigt vejre en stemning og sætte mig ind i andres situation og ifølge andre, er jeg en god lytter.
Meget ofte ved jeg godt med min forstand, hvad det er, jeg skal gøre for at ændre en eventuel negativ situation, men én ting er at vide det, en anden er at ændre de følelser, jeg har omkring det. De kan som bekendt først ændres i positiv retning, hvis jeg formår at ændre min tankegang. Og det øver jeg mig så på.
Jeg kunne være meget mere specifik – og det er jo dét, du betoner vigtigheden af – omkring forskellige forhold, men det ville føre alt for vidt.
Så jeg vil afslutte med at fortælle dig, at min kone slet ikke har det, som jeg har det, og det har selvfølgelig ofte ført til undren og misforståelser hos begge parter. Så vi synes da – at det er ganske flot, at vi har klaret skærene – og har kunnet holde GULDBRYLLUP her i marts måned.
Rigtig mange gode solskinshilsner til dig – og endnu en gang: TAK!
Eigil

Læs om mine bøger