Når kontakt er uundgåelig

Det kan være en stor udfordring at have kontakt med en eks-partner, hvis adfærd og opførsel kan genkendes i beskrivelsen af det narcissistiske træk.
Alle anbefalinger går i retning af, at du skal komme væk hurtigst muligt. Nul kontakt, heller ikke på de sociale medier. Fordi det vil give dig mere fred i sjælen.

Men kontakt kan være uundgåelig på grund af det praktiske og økonomiske vedrørende skilsmissen, eller fordi I har fælles børn.

Sørg alligevel for at have så lidt kontakt som overhovedet muligt, og gør jeres kommunikation kort og præcis, hold dig til det konkrete og det praktiske.
Lad kontakten foregå på skrift, fordi det er bedst for dig. Det giver dig tid og mulighed for at læse beskeden flere gange og overveje, hvad du vil svare, og fordi den skriftlige kommunikation kan være dyrebare beviser i en konflikt.

Giv dig tid
Giv dig tid, når kontakt er uundgåelig.
Læs ikke beskeder i forbifarten og svar aldrig spontant med afsæt i dine følelser – hverken med irritation, vrede eller savn.
Læs kun beskeder, når du er forberedt, giver dig tid til at læse, tid til at overveje dit svar og giver dig tid til at tage dig af din reaktion efterfølgende.
Undlad at læse alt for meget mellem linjerne. Øv dig på ikke at lade dig provokere følelsesmæssigt og kun at svare på dét, der er din hensigt med kontakten.
Undlad at hoppe på den krog, din eks forsøger at lokke og provokere dig med.

Forvent, at din eks kan være irriterende lang tid om at svare, eller han/hun kan være spontan og anmassende. Arbejd med dig selv, når kontakten vækker dine følelser, frem for udelukkende at fokusere på din eks opførsel og adfærd.

Hold dig fra følelsesmæssige samtaler
Undlad at fortælle, hvordan du har det, eller hvad du laver, og undlad at lade din eks vide, hvilken indvirkning vedkommende har på dig.

Forsøg ikke at få din eks forståelse, forvent ikke at han/hun angrer på grund af dét, vedkommende har gjort ved dig. Din eks er ligeglad og vil kun bruge alt, hvad du siger, til egen fordel.

Vær ikke nysgerrig, interesser dig ikke for, hvordan din eks har det, hvad han/hun foretager sig, eller om han/hun savner dig.

Forvent dét, du ved du kan forvente
Forvent ikke, at din eks har forandrer sig, og forvent ikke andet, end hvad du allerede ved, du kan forvente.

Din eks vil være urimelig, beregnende, manipulerende, uudholdelig, falsk og løgnagtig, og det vil være uretfærdigt!
Forvent, at sådan bliver det ved med at være.
Slip alle forhåbninger, slip alle forventninger om retfærdighed, forsøg ikke at få forståelse og forsøg ikke selv at forstå. Din eks er uden for rækkevidde og tænker udelukkende på sig selv – også selv om I har fælles børn.

Forvent, at din eks vil udfordre dig og provokere dig og trække dig ind i diskussioner og konflikter. Din eks vil udfordre dine grænser og dine følelser og gøre alt for at få dig til at reagere – også i uventede og upassende situationer og sammen med andre.

Du kender din eks, du ved, hvad du kan forvente.
Forvent det, du ved, du kan forvente og forbered dig, så godt du kan.

Forbered dig
Forbered dig, når du ikke kan undgå at mødes med din eks. Det er vanskeligere at vælte dig, når du er forberedt.

Vær ikke fortravlet, sæt tempoet ned, træk vejret, fokuser på at være i balance med dig selv og afsæt tid til restitution efter mødet.
Acceptér, at din eks påvirker dig, selvom det irriterer dig.

Vid på forhånd, hvordan du vil reagere og hvad du vil sige, når du møder din eks.
Vil du overhovedet hilse på ham/hende?
Vil du tale med ham/hende?
Vil du hilse kort og vende dig væk? Du kan altid gå på toilettet.

Undlad at reagere på ham/hende. Betragt hans/hendes adfærd, iagttag den i stedet for at vurdere den som rigtig eller forkert, ønsket eller uønsket. Undlad at reagere følelsesmæssigt, fordi du ønsker, at det skulle være anderledes. Det bliver ikke anderledes. Giv din eks frihed til at være præcis, som han/hun er. Det bliver ikke anderledes, fordi du ønsker, at det skal være anderledes.

Nye sider af dig selv
Undlad at deltage i samtaler, din eks indleder på uventede og upassende tidspunkter. Øv dig på at være kort for hovedet og i visse situationer afvisende, skønt det ikke er naturligt for dig.
Det kan være nødvendigt, at du finder nye sider frem i dig selv, og at du opfører dig på en måde, der ligger langt fra, hvordan du ellers opfører dig over for andre mennesker.

Mind dig selv om, at din opførsel er nødvendig, for at du kan håndtere den behandling, du bliver udsat for.
Spørg dig selv i enhver situation:
Hvad er hensigten med det, jeg siger, og det, jeg gør?

Hensigten må være, at du passer på dig selv, holder din eks på afstand og gør dét, der er bedst for dig og  for jeres børn.

Standardsætninger
Sammen med en narcissist er dine grænser konstant under pres, og du må bruge kræfter for at være i fred.
Forbered nogle standardsætninger, som du hurtigt og automatisk kan respondere med for at undgå samtaler, du ikke er forberedt på.
Brug gerne de samme sætninger hver gang. De behøver ikke at give mening.

Hensigten med sætningerne er ikke at være imødekommende, hensigten er udelukkende at holde din eks på afstand, give dig tid til at sunde dig, til ikke at lade dig overrumple og provokere, og give dig tid til at overveje, hvad du mener, og hvad du vil svare.

Eksempler på standardsætninger:
Lad os tale om det senere.
Det vil jeg ikke tale om nu.
Det vil jeg ikke fortælle dig.

Vend dig væk og tal med andre, gå væk, hvis du kan.
Du skal ikke føle dig forpligtet til at vende tilbage til emnet. Hensigten er udelukkende at holde ham/hende hen.
Husk, at din eks sandsynligvis hverken er interesseret i emnet eller i en løsning. Han/hun er udelukkende interesseret i at få dig på krogen og få din reaktion.

Det er ikke sandt, det du siger.
Det er ikke rimeligt, at du taler sådan til mig.
Det er urimeligt, at du taler sådan om hende, om ham.

Forbered standardsætninger, der udtrykker din mening, og som er blottet for enhver opfordring til, at han/hun skal gøre det anderledes.
Undlad at forsvare og forklare dig eller kommentere hans/hendes opførsel. Appellér ikke til enighed eller forståelse. Vær kort for hovedet. Sig det kort, enkelt og kontant. Gentag og sig præcis den samme sætning flere gange om nødvendigt.
Se ham/hende fast i øjnene, mens du siger det, og vend dig væk, når du har sagt det.

Sætningerne er udelukkende ment som en grænse, et punktum. De er ikke ment som oplæg til en diskussion eller samtale. Øv dig på sætningerne, og sig ikke mere end det.

Du må trække dig
Der vil være situationer eller sammenhænge, hvor du må trække dig eller takke nej på grund af din eks.
Undgå at blive ked af, at han/hun kan deltage, og at du ikke kan. Så længe du reagerer på din eks, så hold dig væk. Fordi det er bedst for dig selv.

Undlad at være kæk, fordi din eks ikke skal få dig ned med nakken, eller det giver dig følelsen af, at han/hun har vundet over dig. Overhør ikke din sårbarhed og deltag ikke på grund af stædighed eller stolthed. Vær god ved dig selv og gør dét, der er bedst for dig – selv om det er uretfærdigt, provokerende, og du bliver ked af det. Du kan ikke undgå at blive ked af det, når du har været sammen med en narcissist.

Få flere råd og vejledning i min bog Glad igen efter en narcissist.
Lektørudtalelse fra Dansk Biblioteks Center:
‘En velskrevet og grundig bog, som tager læseren ved hånden og fører frem til ny viden og indsigt. De mange konkrete råd til at komme af med skammen, hele de mange sår i sjælen og komme videre for at blive fri og glad, vil utvivlsomt komme læseren til gode’.

Læs om mine tre bøger om narcissisme og psykisk vold

Se video om narcissisme og psykisk vold

Brug for hjælp?  Personlige samtaler